Kari Thygesen

Kari Thygesen

I forårssæsonen lyste Kari Thygesens billeder op på væggene i galleriet. Kari maler med både klare og afdæmpede farver, kalder sig selv kolorist og er en mester i at forene det abstrakte og naturalistiske formsprog.

Hun er uddannet faglærer på Skolen for Hverdagskunst med en efteruddannelse på Kunstakademiet og Kunst & Design og har arbejdet meget med undervisning af voksne på både daghøjskoler og fra sin privatadresse. Interessefeltet spænder vidt: collage, billedsyning, akvarel, pastelkridt og acryl - og det sidste er det, vi så på galleriet.

 

Kari bruger ofte hverdagsting eller ting fra naturen, som sættes ind i en anden sammenhæng og derved bliver symbol på noget helt andet – og dermed fortælles en helt anden historie. På udstillingen var der rig mulighed for at gå på jagt efter disse symboler og samtidig nyde de smukke farvesammensætninger og billedernes legende karakter. 

Kari fortæller selv: "Jeg maler, fordi jeg har brug for billedsproget som kommunikationsform. Jeg oplever, at billedsproget og musikken - det øjet ser/ øret hører – giver livet en anden dimension end det talte/skrevne sprog. Jeg håber, at mine billeder kan skabe nysgerrighed , sætte tanker i gang og give oplevelser hos beskueren, når det talte sprog ikke slår til. Kort sagt at min kunst ”skaber glæde og giver stof til eftertanke”. Ikke mindst ønsker jeg med mine billeder at bidrage til fortællingen om hvor STOR en GUD og SKABER, vi har.

Her efter udstillingen må du nøjes med at se Karis billeder på www.karithygesen.dk.

Anni Grove Sørensen

I cafeen og gangen udstillede Anni Grove Sørensen fra Vejle udstille sine tekstil-billeder - en helt anden måde at arbejde med billeder på. Her bruges symaskinen flittigt, og frem springer små collager og ikon-lignende værker, der med deres farver og former giver beskueren "stof" til eftertanke.

Udstillingen tog udgangspunkt i Jerusalems 12 porte og den symbolik, døren har. Døren, der kan være åben, lukket, låst, stå på klem, holde på varmen, lukke os ude og inde. Anni bruger stoffet til moderne ikoner - og der viste sig at være mange spændende muligheder i stofrester. 

 

Kalender

08.01.2018

Vinterlukket

Galleriet holder vinterlukket og åbner Palmesøndag d. 25. marts med fernisering af en stor fællesudstilling.