Start-kunstværket

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå`de
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.

Der er en tydelig rød farve i det billede, jeg modtog. Den tolker jeg som en rose, Jesus som vores livsrose – den yndigste rose er fundet.
Jesus bruger mange billeder i beskrivelsen af, hvem han er, og jeg valgte at arbejde videre med et af de billeder, som Jesus bruger om sig selv: Vintræet og grenene.
Jesus siger, at han er vintræet, og vi er grenene.
Billedrækken skal tolkes fra Jesus som rose til Jesus som vintræ.

De 4 lodrette bjælker symboliserer de 4 afgørende epoker og skæringspunkter i historien:

Skabelse – Syndefald – Forløsning - Genoprettelse

I sangen Solsikken læser jeg både om skabelsen og påskemorgen (2 sammenhængende billeder).

Det første billede med træet og slangen i paradisets have.

Blev inspireret af lyset i det forrige billede "Opstandelsens lys". Sad i kirken og sang sidste vers af ”Du, som gi’r os liv og gør os glade”, hvor det lyder:

Du, som åbner døren gennem døden,
når vi drikker af dit hjerteblod,
vis os midt i mørket morgenrøden... 

Det blev mit billede – af ham, der gik gennem døden og åbnede vejen for os.

Min inspiration viser et himmel-forhæng, som bliver trukket til side, så vi kan se ind i det hinsides; En transcendent Gud, som åbenbarer sig.
Jeg fik lyst til at male fortsættelsen: en række mennesker, der ”skuer ind i Guds skønhed” (Salme 27,4), som på mit maleri er repræsenteret af guldet.
Deres kroppe er malet oven på guldet. Hvis du kan se guldet lyse ud af sprækker mellem penselstrøgene i kroppene, er det ikke sjusk, men en immanent Gud, der vedkender sig os; lader sin Hellige Ånd bo i os – og kalder vores fysiske kroppe - og ikke bare sjælen - for templer (1.Kor 6,19).

Jeg fik forrige billede med titlen "De 7 templer" og syv mennesker i forskellige livssituationer. Meningen måtte være, at mennesket er et tempel for den hellige ånd. Da den indgår i Treenigheden, var min tanke at anskueliggøre den Hellige Treenighed. Jeg valgte de tre grundfarver, som kan blandes i en uendelighed af farver. Samtidig kompletterer de hinanden. Når lyset bliver spaltet, opstår der farver, og Gud er lysets kilde. På billedet skuer Treenigheden mod en jordisk by og videre i evigheden bagved. Treenigheden er tre personer med hver sin opgave. På samme måde med de tre grundfarver.

Fortvivlelsens lange dag – men Han var der!

Ind ad døren eller ud af døren!

Ind i skriften – de så ham korsfæstet og opstanden!

Håbets dør – Korsets gåde – Hjertets brand!

Inspiration: 
De blå farver; korsformen; de to mennesker stående i en åbning; hvad kigger de på, hvad ser de ind i?

Processen:
Bøn: Hjælp mig, vis mig…
Svar: Begynd med at male. Vejen kommer, når vi går den.

Maleriet:     
Vi går sammen i et livslandskab og vover os ud i Guds landskab. Der er store og små klipper, det kan være et barsk og øde landskab. Nogle gange kan vi se langt ud fra tinderne på klipperne. Nogle gange må vi gå i skyggernes dal, måske dødsskyggens dal. Nogle gange kommer vi til hvilens vande, det friske klare vand. Men altid vil han vise os de sikre stier. Hans nåde og trofasthed følger os hele livsvejen.

Start-kunstværket

Gerts skulptur mindede mig dels om leret i pottemagerens hånd og om, at noget må dø, før noget nyt kan vokse frem. Mit værk har derfor en dobbelt betydning:

• Jeg er formet af Gud, som har ønsket, jeg skal se ud som jeg gør.
• Vi transformeres dagligt og må lade vores ego dø, så vi kan fyldes af Gud.

Pæretræ fra Christiansfeld. – En gren blev savet af. Solens lys blev modtaget, og livskraften fik grenen til at skyde nye sideskud.

Modsætning til et lukket ansigt.

Jeg ser et par hænder i bøn til Gud. Han holder om, holder af, beskytter os. Vi er omsluttet af hans kærlighed og må komme til ham med ALLE ting. Både det, der tynger og det, der gør glæde. Derfor både TAK og AK.

Farverne stiger op fra det mørke forneden i venstre side til det lyse foroven til fisken, som symboliserer Jesus.

Hvorfor i en kasse? Vores tro og bøn er personlig, og vi holder det ofte for os selv. Men den er åben ud til verden. Kassen er genbrug (tømt Anton Berg chokolade) og er inspireret af Anja Karottki, som laver collage i sorte kasser.

Tanker, jeg fik af det billede, jeg fik tilsendt:

• A’et i TAK er formet som en dør, - Jesus – døren, vejen, livet.
• ”Kikkassen” – beskyttet, begrænsende – de akvarier, vi lavede i skolen, barnetro.
• Noderne er sangen/salmen ”Den store hvide flok vi se”, - tænker efterliv, flokken ved tronen, fællesskabet.
• Kongekronen på korset
• Er det en flyvefisk? Eller er korset på bunden af havet/dødsriget?
• Ordet AK er mere påtrængende end TAK…
• Fisken igen: skaber af alt liv er GUD
• Guds øje, Gud ser alt, måske skal jeg male noget med et øje
• Perspektiv. Billedet er fuld af symboler

Tanker om det, jeg vil male selv:

• Lav det uden symboler, evt. kun med farvekoder.
• Farverne skal være regnbuens farver, Guds løfte om ingen oversvømmelse igen som på Noas tid.
• Ordet i Joh. 14,2: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” dukker op og lejrer sig i min krop, og det er det ord, der bliver min endelige vej til billedet.

Rytmen med de mange døre inspirerede mig – og blev til bøger på en hylde. Døren blev i stedet ind gennem én af bøgerne – og gentagelsesrytmen blev kopieret ned i kufferterne ved indgangen.

Den opslåede bog mener jeg er Biblen. Forestiller mig indgangen til Himmeriget – Paradiset. Kufferterne må være livets byrder på godt og ondt, der bliver taget fra en – synder, der bliver frataget den, som tror på Jesus Kristus.

Mine tanker kom på Ingemanns salme ”Den store mester kommer”, hvor der i 1. vers står:

Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id,
han sidder ved smeltediglen,
og lutrer sølvet med flid.

Smeltedigel er en slags ildgryde, hvor forskellige metaller bliver brændt sammen. Det var ønskeligt med sådan en proces, så menneskeheden kunne leve i fred og fordragelighed trods forskelligheder. Men desværre er der til stadighed meget ufred og krige rundt omkring i verden – og ondskab her hos os.

Vi må bede til, at det gode budskab om fred må blive taget imod hos den enkelte – for det er altid godt at begynde med sig selv.

Hos Ingemann er Mesteren ikke den hårde, strenge dommer, men den kærlige kunstner, der som en sølvsmed sidder ved ildstedet (smeltediglen) og renser menneskehjertet og fremkalder Guds kærlighed til os.

Da jeg så det tilsendte billede, så jeg en stor flamme af ild, varme, Helligåndens ild, og da jeg er optaget af at male salmer, blev det DDS 317:

Livets fylde, glædens glans,
troens krone, håbets krans,
ild som kærligheden mild,
Helligånd, du Himmel-ild,
o, kom til os!

At stå på Kristus. Tornekransen. Stikkende. Splittet liv med modhager bliver til hjerterytme i mødet med Ham. I Kristus lever vi. I Kristus er vi. Ufuldkomne, vaklende og forvirrede, men dog i Ham.