Kunststafet

Starten på stafetten: Opstandelsen (Gert Grube)

i foråret 2019 udstillede galleriet en kunststafet med 22 forskellige kunstnere. Iløbet af det foregående år havde de hver især en måned til at kreere et kunstværk som svar på et andet kunstværk, de har fået tilsendt. Det kom der mange spændende forslag ud af – både malerier, digte, en skulptur og en kikkasse, så der var noget for enhver smag.

Det var Gert Grubes skulptur ”Opstandelsen”, der startede stafetten, som løb ad to uafhængige spor (A og B) med hver 12 værker.

 

 

Stafet A

 

 

 

Opstandelsen (Gert Grube)

Start-kunstværket

En rose så jeg skyde (Karna Vestergaard)

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå`de
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.

Vintræet (Palle Møller)

Der er en tydelig rød farve i det billede, jeg modtog. Den tolker jeg som en rose, Jesus som vores livsrose – den yndigste rose er fundet.
Jesus bruger mange billeder i beskrivelsen af, hvem han er, og jeg valgte at arbejde videre med et af de billeder, som Jesus bruger om sig selv: Vintræet og grenene.
Jesus siger, at han er vintræet, og vi er grenene.
Billedrækken skal tolkes fra Jesus som rose til Jesus som vintræ.

Fire kapitler (Villy Jakobsen)

De 4 lodrette bjælker symboliserer de 4 afgørende epoker og skæringspunkter i historien:

Skabelse – Syndefald – Forløsning - Genoprettelse

Solsikken (Inger Merete Tuxen: Hver gang jeg på en ferietur ser en solsikkemark, falder jeg i undren over det fantastiske i, at en hel mark fyldt med kæmpeblomster vender deres hoved i den samme retning - mod solen.)

"Bliv til" lyder ordet fra verdens designer
og straks er der lys, der er træer og bregner.
"Bliv til" siger han, og snart fremmyldrer det
med alle slags dyr så langt øjet kan se.
Som kronen på værket står solsikken dér
med ansigtet vendt mod det varmende skær.
Den kridhvide due ta'r hjemmevant plads
med næbbet mod solen - som blomstens kompas.

Et paradis - men ved det mossede gærde
om solsikkehaven er noget på færde.
Fuglene vejrer, at ondt er på vej,
og standser på tælling den syngende leg.
Mørket fortættes og finder en form,
aflang og slimet - en giftigsort orm.
Det snirkler sig gennem en rislende flod
og standser ved solsikkens mosgrønne fod.

Det taler begejstret om frihed, om lykken,
om livet i mørket, om livet i skyggen,
så solsikken vender besværligt sin top,
langsommeligt følger dens ranglede krop,
studerer et lyssky og tåget reptil,
betages af skyggens charmerende smil.
Fordrejet står blomsten på skævvredet fod
og overser det, der er sket med dens rod.

Den mærker slet ikke, at duen forsvinder,
ser spændt på det nye, på dale og tinder.
Den aner kun vagt, det er katastrofalt,
at kilden til livet er ved at bli' kvalt.
Den gisper lidt, mærker en mangel på luft,
men mørket beroliger: "Kom til fornuft!
Du tror, du behøver designerens sol,
men du har det fint - den er blot et symbol."

Dybt inde i mulmet ser blomsten naturer,
men kan knapt nok skelne de sortgrå staturer.
Ser: Mørket har skiftet sin smilende ham
og slås med en skygge, der ligner et lam.
Før lammet bli'r knust, ser det hengivent hen
på solsikken som for at sige: "Min ven!"
De ord vækker genklang, mens duen ta'r plads
ved siden af blomsten - som skaberkompas.

Haven bli'r gråsort og alle ting sitrer.
Fortvivlet ser blomsten, at lammet forvitrer.
Den trækkes igennem en undrende strøm:
Det er så livagtigt, men er det en drøm?
De sørgende græder og nat bli'r til dag.
Noget bli'r lagt i en rå sarkofag.
Ormen har vundet, men virker forknyt,
og lammet bli'r levende, alting er nyt.

Duen la'r blidt sine vinger berøre
solsikkens rødder og den la'r sig føre,
så ansigtet ser mod den rigtige pol,
igen hviler trygt i forladelsens sol.
Erkendelsen kommer i skaberens lys,
og fylder dens indre med fryd og med gys:
At mørket definitivt fik sin bekomst,
at lammet blev knust for en skævvredet blomst.

 

 

Skabelsens lys (Birthe Jespersen)
Opstandelsens lys (Birthe Jespersen)

I sangen Solsikken læser jeg både om skabelsen og påskemorgen (2 sammenhængende billeder).

Det første billede med træet og slangen i paradisets have.

Døren gennem døden (Helle Noer)

Blev inspireret af lyset i det forrige billede "Opstandelsens lys". Sad i kirken og sang sidste vers af ”Du, som gi’r os liv og gør os glade”, hvor det lyder:

Du, som åbner døren gennem døden,
når vi drikker af dit hjerteblod,
vis os midt i mørket morgenrøden... 

Det blev mit billede – af ham, der gik gennem døden og åbnede vejen for os.

De 7 templer (Karsten Auerbach)

Min inspiration viser et himmel-forhæng, som bliver trukket til side, så vi kan se ind i det hinsides; En transcendent Gud, som åbenbarer sig.
Jeg fik lyst til at male fortsættelsen: en række mennesker, der ”skuer ind i Guds skønhed” (Salme 27,4), som på mit maleri er repræsenteret af guldet.
Deres kroppe er malet oven på guldet. Hvis du kan se guldet lyse ud af sprækker mellem penselstrøgene i kroppene, er det ikke sjusk, men en immanent Gud, der vedkender sig os; lader sin Hellige Ånd bo i os – og kalder vores fysiske kroppe - og ikke bare sjælen - for templer (1.Kor 6,19).

Den hellige treenighed (Ingrid Fuglseth Jensen)

Jeg fik forrige billede med titlen "De 7 templer" og syv mennesker i forskellige livssituationer. Meningen måtte være, at mennesket er et tempel for den hellige ånd. Da den indgår i Treenigheden, var min tanke at anskueliggøre den Hellige Treenighed. Jeg valgte de tre grundfarver, som kan blandes i en uendelighed af farver. Samtidig kompletterer de hinanden. Når lyset bliver spaltet, opstår der farver, og Gud er lysets kilde. På billedet skuer Treenigheden mod en jordisk by og videre i evigheden bagved. Treenigheden er tre personer med hver sin opgave. På samme måde med de tre grundfarver.

Opstandelsens dag (Heri Elttør)

Fortvivlelsens lange dag – men Han var der!

Ind ad døren eller ud af døren!

Ind i skriften – de så ham korsfæstet og opstanden!

Håbets dør – Korsets gåde – Hjertets brand!

Livslandskab (Karin Mogensen)

Inspiration: 
De blå farver; korsformen; de to mennesker stående i en åbning; hvad kigger de på, hvad ser de ind i?

Processen:
Bøn: Hjælp mig, vis mig…
Svar: Begynd med at male. Vejen kommer, når vi går den.

Maleriet:     
Vi går sammen i et livslandskab og vover os ud i Guds landskab. Der er store og små klipper, det kan være et barsk og øde landskab. Nogle gange kan vi se langt ud fra tinderne på klipperne. Nogle gange må vi gå i skyggernes dal, måske dødsskyggens dal. Nogle gange kommer vi til hvilens vande, det friske klare vand. Men altid vil han vise os de sikre stier. Hans nåde og trofasthed følger os hele livsvejen.

Ud af skoven (Sprint: Nogle gange tager det lang tid for mig at ”opdage” en vinkel i et maleri, som i særlig grad taler til mig. I dette tilfælde kom den lige med det samme, og jeg overvejede slet ikke andre mulige vinkler. Den her talte lige ind i min egen livsvandring, så den brugte jeg.)

Måske sku vi bare været blevet inde i skoven.
Det sku ellers ha styrket modet at se fremad.
At få blæst sveden fra den fugtige skov lidt af
og se frem mod målet.

Men flodens voldsomme løb imod os
satte et aftryk af håbløshed.
Bjergknold efter bjergknold grinende af os
inden de gemte sig i skoven, som om de sagde:
"Bare om an! Vi er klar til jer!"

Vi vendte os om,
mest for ikke at få vandsprøjt pisket ind i øjnene.
Dermed så vi tilbage.
Bjergknold efter bjergknold lyste op
som små sejrsskamler.
Dem havde vi klaret.

Flodens brusende vand forsvandt under os
men den kunne ikke rive os med.

Alt i alt var det nok godt nok
at vi ikke blev inde i skoven.
Vores gode guide smilede da også til os
da vi vendte tilbage,
som om han vidste, hvad der var sket.

Nåden er større (Pernille Poulsen)

 

 

 

 

Stafet B

 
 
 

 

 

Opstandelsen (Gert Grube)

Start-kunstværket

Guddommelig transformation (Benjamin Abana)

Gerts skulptur mindede mig dels om leret i pottemagerens hånd og om, at noget må dø, før noget nyt kan vokse frem. Mit værk har derfor en dobbelt betydning:

  • Jeg er formet af Gud, som har ønsket, jeg skal se ud som jeg gør.
  • Vi transformeres dagligt og må lade vores ego dø, så vi kan fyldes af Gud.


Tag imod lyset (Jørgen Markussen)

Pæretræ fra Christiansfeld. – En gren blev savet af. Solens lys blev modtaget, og livskraften fik grenen til at skyde nye sideskud.

Modsætning til et lukket ansigt.

Tilbedelse (Marianne Mortensen)
Tak og ak (Bodil Hansen)

Jeg ser et par hænder i bøn til Gud. Han holder om, holder af, beskytter os. Vi er omsluttet af hans kærlighed og må komme til ham med ALLE ting. Både det, der tynger og det, der gør glæde. Derfor både TAK og AK.

Farverne stiger op fra det mørke forneden i venstre side til det lyse foroven til fisken, som symboliserer Jesus.

Hvorfor i en kasse? Vores tro og bøn er personlig, og vi holder det ofte for os selv. Men den er åben ud til verden. Kassen er genbrug (tømt Anton Berg chokolade) og er inspireret af Anja Karottki, som laver collage i sorte kasser.

Når én dør lukkes, åbnes en ny (Gitte Rasmussen)

Tanker, jeg fik af det billede, jeg fik tilsendt:

  • A’et i TAK er formet som en dør, - Jesus – døren, vejen, livet.
  • ”Kikkassen” – beskyttet, begrænsende – de akvarier, vi lavede i skolen, barnetro.
  • Noderne er sangen/salmen ”Den store hvide flok vi se”, - tænker efterliv, flokken ved tronen, fællesskabet.
  • Kongekronen på korset
  • Er det en flyvefisk? Eller er korset på bunden af havet/dødsriget?
  • Ordet AK er mere påtrængende end TAK…
  • Fisken igen: skaber af alt liv er GUD
  • Guds øje, Gud ser alt, måske skal jeg male noget med et øje
  • Perspektiv. Billedet er fuld af symboler

Tanker om det, jeg vil male selv:

  • Lav det uden symboler, evt. kun med farvekoder.
  • Farverne skal være regnbuens farver, Guds løfte om ingen oversvømmelse igen som på Noas tid.
  • Ordet i Joh. 14,2: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” dukker op og lejrer sig i min krop, og det er det ord, der bliver min endelige vej til billedet.
Efterladt overvægt (Helle Noer)

Rytmen med de mange døre inspirerede mig – og blev til bøger på en hylde. Døren blev i stedet ind gennem én af bøgerne – og gentagelsesrytmen blev kopieret ned i kufferterne ved indgangen.

Den store mester kommer (Svend Aage Steffens)

Den opslåede bog mener jeg er Biblen. Forestiller mig indgangen til Himmeriget – Paradiset. Kufferterne må være livets byrder på godt og ondt, der bliver taget fra en – synder, der bliver frataget den, som tror på Jesus Kristus.

Mine tanker kom på Ingemanns salme ”Den store mester kommer”, hvor der i 1. vers står:

Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id,
han sidder ved smeltediglen,
og lutrer sølvet med flid.

Smeltedigel er en slags ildgryde, hvor forskellige metaller bliver brændt sammen. Det var ønskeligt med sådan en proces, så menneskeheden kunne leve i fred og fordragelighed trods forskelligheder. Men desværre er der til stadighed meget ufred og krige rundt omkring i verden – og ondskab her hos os.

Vi må bede til, at det gode budskab om fred må blive taget imod hos den enkelte – for det er altid godt at begynde med sig selv.

Hos Ingemann er Mesteren ikke den hårde, strenge dommer, men den kærlige kunstner, der som en sølvsmed sidder ved ildstedet (smeltediglen) og renser menneskehjertet og fremkalder Guds kærlighed til os.

Helligånd, du Himmel-ild (Birthe Jespersen)

Da jeg så det tilsendte billede, så jeg en stor flamme af ild, varme, Helligåndens ild, og da jeg er optaget af at male salmer, blev det DDS 317:

Livets fylde, glædens glans,
troens krone, håbets krans,
ild som kærligheden mild,
Helligånd, du Himmel-ild,
o, kom til os!

(Christina Steen)

Se op (Andreas Fibiger: Det, der fangede mit blik på billedet, jeg har skrevet ud fra, var den stærke kontrast mellem mørke og lys og den lille menneskeskikkelse – jeg kunne ikke blive klog på, om mennesket er på vej op eller ned. Derfor er det her, mit værk tager sit udgangspunkt. I følelsen af frit fald. I oplevelsen af at mangle fast grund under fødderne.)

Spinner om min egen akse
som et ahornfrø der daler
mine ben bliver ved at sakse
som en fanget sommerfugl
bliver ved at flakse

Et øjeblik
så lyst
et andet
kun mørkt

Hiver hovedet ud af navlen

Ser op
ser dig
du er
her
og du
bliver

Jeg savner fast grund
den her jord er alt for rund
må jeg stå på dig
selvom det gør ondt?

Kristus i mit hjerte (Jonna Bjørn)

At stå på Kristus. Tornekransen. Stikkende. Splittet liv med modhager bliver til hjerterytme i mødet med Ham. I Kristus lever vi. I Kristus er vi. Ufuldkomne, vaklende og forvirrede, men dog i Ham.

Kalender

08.07.2022

To gange Helle

Kom til fernisering på ny udstilling med Helle Noer og Helle Viftrup søndag den 31. juli kl. 14-17.